Aflyst! St. Thomasmysteriet - en familiesaga fra 1800-tallets Vestindien og København

Aflyst. Foredrag, kaffe og gratis bog


St. Thomas - mysteriet - en familiesaga fra 1800-tallets Vestindien og København

Foredraget giver et indblik i en dansk families dramatiske liv på De Vestindiske Øer og i København i slutningen af 1800-tallet.

Conrad Sorterup sejler som 23-årig i 1872 til De Vestindiske Øer for at begynde et nyt liv som digter. På skibet møder han Ida, de bliver gift, og sammen får de fem børn. 

I historien, der bygger på virkelige hændelser, følger vi familien fra rejseeventyrets begyndelse til børnene er blevet unge voksne i København. Livet under palmerne i det varme Vestindien står i voldsom kontrast til resten af børnenes opvækst i det kolde og nok så uvenlige Danmark, hvor de bliver splittet op mellem flere plejefamilier. 

Et af børnene vokser op hos en malermester, tre hos en kvindelig lærer og den yngste hos en kendt teaterdirektør, hvor datidens store kulturpersonligheder Edvard Brandes, Herman Bang og Holger Drachmann færdes.

Med stor energi og med endnu større modstand fra familie og venner kæmper den ældste søn for at samle sine søskende igen. Dagbøger bliver hans faste holdepunkt i den proces.

Foredraget bygger både på sønnens dagbøger og på et omfattende historisk kildemateriale. Det er rigt illustreret med samtidige fotos fra Vestindien og København.

Du får et interessant foredrag, kaffe/the og lidt sødt i pausen sammen med de øvrige gæster. Med i prisen er et eksemplar af bogen, som du kan læse eller bruge som julegave.

Ses vi?